Thue blog...

Thue Grum-Schwensen

Bor i landsbyen Rødding i Salling


Journalist med eget firma: Thues Skrivestue


Politisk aktiv i SF og kandidat for SF til Europarlamentet


Thues Blog - om hverdag, politik, EU og valgkamp og meget andet












BLOG - udsendt den 28. november:



Ambitiøs mediepolitik kræver handling – også internationalt


AF THUE GRUM-SCHWENSEN



Kandidat for SF til Europa-parlamentet



I begyndelsen af november sagde den danske regering nej tak til forslag fra EU-kommissionen om at beskatte de store multinationale tech-giganter, der i dag stort set undgår at betale skat.


Forslaget gik ud på at beskatte omsætning i stedet for overskud. I dag undgår giganterne at betale skat ved at jonglere rundt med deres overskud mellem forskellige lande.


Den danske regering var derved i selskab med de EU-lande, der ellers er kendt for at være skattely. Et kønt selskab.


Men det passer måske meget godt som en forlængelse af en fuldstændig mislykket dansk mediepolitik. I en tid, hvor danske medier presses af de selvsamme multinationale tech-giganter, vælger det borgelige flertal i Folketinget at skære ned på public service i specielt Danmarks Radio. I noget der mest af alt minder om et hævntogt.


Uden at andre medier i øvrigt kommer til at nyde specielt godt af det. Måske bortset fra de førnævnte multinationale tech-giganter, der nu får endnu mindre konkurrence.


Google, Facebook, YouTube, twitter og hvad de ellers hedder: Nyhederne får de stort set foræret af dagblade, radio og TV – altså fra både private medier og public service medier. Til gengæld for at lade andre betale for at producere nyhederne, tager de samme multinationale giganter for sig af retterne, når det handler om annonce-markedet. Overalt i verden lever de altså i høj grad af det omgivende samfund.


Til gengæld kniber det noget mere med at betale noget tilbage i form af skat. Så bliver penge og overskud flyttet rundt. 


En skat på omsætning i stedet for overskud kunne være et første skridt for at hindre den trafik. Forslaget fra EU kommissionen lød på tre procent. Men det haster. Der er ingen grund til at vente på, at 120 medlemslande i OECD først skal blive enige.


Hvis de medier – private såvel som public service, der faktisk har udgifterne til at fremstille nyheder, skal styrkes, klares det ikke af markedet alene. Så går det galt. Til skade for folke-oplysning og demokrati. Og det klares heller ikke nationalt. Danmark er for lille. Et internationalt samarbejde er nødvendigt. Og i Europa at bruge det EU, der faktisk er der og eksisterer, er en god ide.Ambitiøs mediepolitik kræver handling – også internationalt




BLOG - udsendt 30. november 2018:


Vinterens svaneflokke


Af THUE GRUM-SCHWENSEN


Store hvide fugle med gule næb og både sang og hvinen. Hvert år fra omkring oktober og vinteren igennem får Danmark besøg af svaner. Typisk nordfra. Ikke de knopsvaner, vi kender fra om sommeren, men pibe- og sangsvaner, som trækker til Danmark. Også i år er de her, hvor de går og græsser på marker. Det er ikke sikkert, alle landmænd er lige begejstrede, men de skal være velkomne. De sætter både farver og lyd til en november, der ellers kan være ret trist. Tak for det!

Blog udsendt 1. december 2018


Billigere lystbåde og færre hjemmehjælpere


Af THUE GRUM-SCHWENSEN


Mens lystbåde bliver billigere, vil der blive længere mellem de hjemmehjælpere, som tager ud til de svageste ældre. De ældre kan så til gengæld få fornøjelsen af få 39 kroner mere i pension om måneden. Rent tricktyveri begået af regeringen og Dansk Folkeparti.

Nogle af de fattigste i landet bliver endnu fattigere, når integrationsydelsen sættes ned med 2000 kroner om måneden. Generelt skal flygtninge i isoleres. En ting er, at kriminelle skal sendes ud på en ø, men også flygtninge, der intet kriminelt har foretaget sig, skal isoleres i forhold til det omgivende samfund.

Øl og vin bliver billigere, og i det hele taget sættes afgifter på stort set alt usundt ned.

Det grønne og klimaet ser ud til at være glemt igen. Forliget om finansloven er voldsom skidt. Danmark trænger til en ny og rødere regering - og ved EU-valget til maj bør vi sende et flertal af  røde og grønne parlamentarikere afsted fra Danmark. Og heldigvis får vælgerne i de kommende måneder mulighed for at gøre begge dele.






Blog udsendt 3. december 2018


Billigere privatfly og ingen grønne biler


AF THUE GRUM-SCHWENSEN


Billigere lystbåde og privatfly, men igen grønne biler og heller ikke flere tog. I sin åbningstale til Folketinget i oktober, var statsministeren ellers pludselig blevet meget grønt. Det kan ikke ses i den nye finanslov.

Der er grund til at slås for mere effektiv og billigere kollektiv transport, som kan konkurrere med de alt for billige fly-billetter - og nu måske også privatfly. Nattog i Europa mellem hovedstæderne kan være en af vejene. De skal bare på skinner. Det er der mange gode grunde til at slås for - og det er noget af det, der skal kæmpes for i EU og Europa. Samarbejdet mellem de nationale jernbaneselskaber skal forbedres til gavn for rejsende og miljø, og samtidig skal de ansatte selvfølgelig sikres ordentlige arbejdsvilkår. Begge dele har knebet, og på ingen punkterne hører DSB til dem, der er gået forrest. Desværre tværtimod.

 


Blog udsendt den 15. december 2018


Derfor er jeg kandidat


Den sociale ulighed i Danmark og Europa vokser. Det trækker samfundet skævt - også i Danmark, hvor forskellene vokser både geografisk og socialt.


I Salling hvor jeg bor, skal jeg bare gå en tur, for at se det. I min landsby er der fine områder med flotte huse - og områder præget af voksende problemer. Nogle landsbyer er pænere end andre, men også i Skive og Salling er det tydeligt at se, at uligheden vokser. Det behøver man ikke at være professor for at indse, men statistikkerne bekræfter også udviklingen. Desværre.


Udviklingen skal vendes. Nej tak til social dumping og yderligere ulighed. Ja tak til et Europa med mere social lighed.

Vi skal kæmpe for ordentlige forhold på arbejdsmarkedet i hele Europa. Så vi trækker hinanden op i stedet for det modsatte.

I det hele taget handler EU-parlamentsvalget om at få et mere rødt og grønt Europa.


Danmark er på miljø-området langt bagefter. Det handler om klima - men ikke kun om klima. Større sammenhængende områder med “vild” natur savnes. Ikke mindst i Danmark. Danmark er i dag det EU-land, der har mindst af den slags. Uden EU ville det se endnu værre ud. Men det kan gøres bedre.

Videoen er den første af flere kampagnevideoer, som er på vej.

Den er lagt her på siden den 17. december 2018.

 

 

BLOG udsendt den 28. december 2018

 

Et bedre Europa

 

Af Thue Grum-Schwensen

 

 

En af de store oplevelser fra 2018, jeg kan kigge tilbage på her ved årsskiftet, var en tur til Magdeburg i marts.

 

På fire årtier har DDR ændret sig. I marts 2018 besøgte jeg nemlig Magdeburg efter fire årtiers pause.

 

For fyrre år siden var Magdeburg gråt i gråt. Dengang var Magdeburg en del af DDR, byen var stort set mørklagt med nogle få, meget søvnige gadelamper, alle bygninger var grå - også de historiske, som oprindelige havde været mere farverige, udenlandske besøgende var henvist til et hotel, der også rummede byens eneste restauration, hvor køkkenet var åbent efter klokken 19.

 

De få mennesker på gaderne gik også i gråt tøj og så triste ud. Kun få turde overhovedet snakke med en, mens de forsigtigt kiggede sig over skulderen. Bange for det hemmelige og effektive tyske sikkerhedspoliti, Stasi, og det største håb var at komme væk. Væk fra DDR og undertrykkelsen.

 

Som nogle socialister i DDR – med risiko for fængsling - sagde og skrev dengang: Ingen virkelig frihed uden socialisme og ingen virkelig socialisme uden frihed. Hvormed de også mente, at der hverken var socialisme eller frihed i DDR. Hvad de havde helt ret i!

 

I dag er Magdeburg en helt anden by. En lys by, glade farver, glade mennesker og store åbne pladser. Med nye problemer, men trods alt også med tydelige fremskridt. En slags kapitalisme med et menneskeligt ansigt.

 

Netop derfor var det en stor oplevelse at komme der igen. At se hvor meget, der var forandet. Ikke alt, men langt det meste, til det bedre. Trods alt og trods kapitalismens indtog. De tyske socialister, jeg omtalte ovenfor, fik ikke socialisme og frihed, som de gerne ville, men de risikerer ikke længere at ryge i fængsel for at sige deres mening.

 

Når det relative fremskridt trods alt lykkedes, skyldes det for en meget stor del sammenhold i Europa på tværs af nationale grænser. Tusinder og atter tusinder af mennesker er kommet ud af og væk fra grel og uhyggelig undertrykkelse i Sovjets tidligere lydstater. Værd at tænke over i en tid, hvor nationalistiske kræfter står alt for stærkt. I Europa og i USA. Kræfter, der truer de fremskridt, som faktisk er opnået. Ikke bare i forhold til et fornuftigt økonomisk samarbejde, men også i forhold til miljø, klima og ordentlige sociale forhold også for de svageste.

 

Det europæiske samarbejde og EU har mange svagheder. Men alternativet er værre. I værste fald går det helt galt – og i næstværste fald ryger dele af Europa ind i en ny grå tid med social ulighed (og ja, der var ekstrem stor social ulighed i det hedengangne DDR), undertrykkelse af basale menneskerettigheder, mangel på ytringsfrihed og forfølgelse af folk med ”forkerte” meninger.

 

Der er god grund til at passe på EU og endnu mere grund til at forbedre EU med blandt andet at sikre fundamentale sociale rettigheder. Men helt uden EU var vi for alvor på skideren. Også og ikke mindst som venstreorienterede.

 

 

BLOG lagt på siden 9. januar 2019

 

Europa – og Danmark – trækkes skævt

 

Af Thue Grum-Schwensen

Kandidat til Europa-parlamentet for SF

 

I Avisen.dk beretter forfatter, socialrådgiver og forsker Tina Bømler den 2. januar om syge, der bliver kastet ud i opslidende arbejdsprøvninger, uvished i årevis og mistroiske sagsbehandlere.

 

Efterhånden har vi fået et system, der mere bygger på mistillid end på tillid, og hvor alle, der ikke lige kan passe et arbejde, bliver mistænkeliggjort. Hele systemet og lovgivningen er bygget op på, at man er mistroiske. Og at socialpolitik som sådan nærmest er afskaffet. Alle skal ud på arbejdsmarkedet. Også dem, der faktisk ikke kan.

 

Fra 1995-2015 steg gennemsnitsindkomsten i 2018-kroner med 43 procent i hele Danmark, men for de fattigste 10 procent steg indkomsten kun med 0,3 procent. 200 kroner i alt eller 10 kroner om året. De rigeste 10 procent steg med 72 procent, og den rigeste procent steg med 149 procent.

 

Det viser tal fra Danmarks Statistik. Uligheden vokser. Socialt, men også geografisk, hvor dele af landet forholdsmæssigt bliver ringere stillet sammenlignet med de rigeste områder. Vi bliver mere og mere opdelt og lever i værste fald i hver vores ghetto.

 

Og dem, der har det allerringest, skal åbenbares behandles ekstra dårligt.

 

I EU er Danmark nu i den bløde mellemkategori, når det handler om lighed og ulighed. De øvrige nordiske lande har større lighed end os, og vi ligger ikke i toppen, som vi engang gjorde. På verdensplan hører vi dog stadig til de mest lige.

 

Andre steder i Europa og verden vokser uligheden også. Både de enkelte lande og Europa som sådan trækkes stadig mere skævt socialt og geografisk.

 

Specielt på transportområdet er der huller i EU's regler, så kyniske arbejdsgivere kan trække blandt andre filipinske chauffører til via dækfirmaer i andre EU-lande. Chauffører, der kører for en sulteløn, og dermed også presser de regler og overenskomster, vi har kæmpet os til i Danmark. Det skal stoppes.

 

Jeg er tilhænger af EU og mener, at vi mere bør diskutere, hvilket Europa vi vil have, end om vi er for eller imod.

 

Blå politikere i Danmark har et også stort ansvar for den stigende ulighed og også for bare at lade stå til overfor social dumping, der yderligere øger uligheden.

 

Men de huller, der er, og som desværre øger mulighederne for social dumping, skal lukkes. Det kan kun gå for langsomt. Også nationalt skal social dumping bekæmpes blandt andet ved at kræve kædeansvar for, at alle arbejder på ordentlige vilkår og efter danske overenskomster ved offentlige arbejder.

 

For en ting er helt sikkert: Der er intet socialt ved social dumping!

 

 

 

Jeg kommer ikke til så ofte til at lægge noget på denne side. Men se i stedet Facebook eller Twitter. Der sker noget!!!